Strychnos laver blackened death med kraftig skelen til de mørke nordiske rødder, og det har de gjort i mere end 25 år. På trods af deres lange levetid på den danske metalscene har den københavnske trio dog ”kun” udgivet et enkelt fuldlængdealbum, nemlig ”A Mother’s Curse”, i 2022, der til gengæld blev kåret som et af årets allerbedste albummer flere steder. Allerede på sidste års Copenhell proklamerede bandet, at de snart var klar med en ny udgivelse, og forhåbentligt når den at lande inden dette års Copenhagen Metal Fest, så der kan leveres nyt, dystert og dunkelt materiale hevet direkte op fra helvede.
Trioen leverer notorisk dunkle og blodige koncerter, og det kommer også til at gøre sig gældende på Copenhagen Metal Fest 2024. Strychnos’ musik kan sagtens stå alene, men at opleve dem live understøtter tekstuniverset, som er et grumt og ekstremt et af slagsen.
Det bliver teatralsk og blodigt, og de kommer til at æde jer med hud og hår. Bon appetit!