OM FESTIVALEN

Selvfølgelig rammer Copenhagen Metal Fest igen i år Amager Bios matrikel til september!

Men dette år er noget særligt for os, da vi runder vores 5-ÅRS JUBILÆUM! Derfor har vi lidt ekstra godter oppe i ærmet i år som en lille tak for jeres støtte og medvirken til at hjælpe os med at udvikle Danmarks fedeste og rareste metalfestival. Vi udvider festivalen med fire bands og rammer altså 28 bands i alt i år – OG vi smider en hel dag mere på programmet! Det betyder i praksis, at vi starter festivalen med en særlig temadag allerede torsdag d. 12. september. Her får vi fire genrespecifikke bands på ZeBu-scenen, hvilken genre og hvilke bands vi lægger ud med i år, holder vi på lidt endnu.

Derudover har vi også den store fornøjelse at præsentere Mnemics re-union koncert på dansk jord, efter 10 års hiatus. Koncerten ser ud til at blive deres eneste herhjemme i år, og vil altså kun kunne opleves på COPENHAGEN METAL FEST 2024!

Vi fortsætter naturligvis ufortrødent med at favne så bredt som overhovedet muligt, så ingen subgenrer overses, og fokus er som altid udelukkende danske artister.

Vi har som vanligt tre scener på samme matrikel: ZeBu, Beta og Amager Bio. Og når man ikke nyder den fantastiske musik, vil der være underholdning på festivalpladsen, mulighed for at socialisere med venner og bekendte, nyde den gode mad fra en af madboderne eller måske møde nogle af musikerne.

Det bliver smukt, det bliver vildt, og ikke mindst bliver det enormt hyggeligt at se jer alle sammen igen til lækker dansk metal fra øverste hylde!

Torsdag d. 12 September – TEMA-DAG (4 bands – ZeBu-scenen

Fredag d. 13 + Lørdag d. 14 September – FULDE FESTIVALDAGE (24 bands – 3 scener)