Hatesphere

Man kan ikke sige “dansk metalmusiker”, uden samtidig at sige “sideprojekter” eller “flere bands”. Lysbaerer er et nyt projekt født ud af Lamentaris mørke muld, hvor trommeslager Thomas Mascgani og bassist Jamie De La Scenerie folder sig mere ud og viser, at de kan mestre mere end et instrument, og at der er andre sider af deres kreativitet. Duoen bevæger sig stadigvæk i black-universet, men under Lysbærers fane er det post-blackbannerne, som er fundet frem, inspireret af bands som Wiegedood, White Ward og Ellende. Mascgani har overtaget vokaltjansen og krænger enhver sorgfuld følelse ud af hjertet med stor melankolsk indlevelse, med sange som blandt andet omhandler fødselsdepression. Duoen udgiver i år deres første plade, “I: Som et lys i natten, må vi alle finde frelse”, og de har sat et liveband sammen af erfarne musikere. Deres optræden på Copenhagen Metal Fest vil være en af deres første, så vi opfodrer på det kraftigste til, at I lægger vejen forbi og lader jer opsluge af melankolien, som bæres ind i salen af Lysbaerer.