Har du hang til post-hardcore med nerve, intensitet og et skud kunstnerisk ambition? Så bør du ikke snyde dig selv for en tur ned ad hukommelsens sti med danske Lack på årets Copenhagen Metal Fest. Gruppen kom, så og sejrede i 00’erne, indtil de gik i opløsning i 2008. Men nu er de tilbage! Efter sigende med ny musik i bagagen.
Deres lyd trækker tråde til både Refused og At the Drive-In, men med en melankolsk, næsten poetisk kant, der gør Lacks lyd til deres helt egen. Her får du skæve taktarter, skærende dissonanser og melodiske passager. Hele molevitten leveres med en intensitet, der er til at tage og føle på. Gruppen udgav i alt tre album, da de var aktive, og særligt “Blues Moderne: Danois Explosifs” fra 2001 og “Be There Pulse”, der udkom fire år senere, var begge med til at cementere bandets status som et af de mest visionære og kompromisløse på scenen.
Så er du til post-hardcore, der tør gå egne veje og tage lytteren med ud, hvor det gør lidt ondt, og samtidig elsker bands som Tvivler, La Dispute og Touché Amoré, så bør du ikke gå glip af en chance for at genbesøge Lack. Det her er ikke bare post-hardcore, men musik med sjæl, smerte og skarpe kanter.