Split

En af de nyere spillere indenfor hardcore-scenen er de unge Amager-baserede gutter i Split. De spiller klassisk hardcore kombineret med mere moderne beatdown-elementer og beskriver selv, at  de ikke er bange for at skubbe til grænserne for genren og gerne vil udbrede scenen til nye fans.

Bandet har i år kreeret deres første udgivelse, ep’en ”2300” – postnummeret for deres hjemstavn. Deres lyd er kendetegnet ved tunge riffs, korte og aggressive numre samt en vokal, der veksler mellem desperation og vrede. Teksterne kredser om identitet, isolation, venskab og modstand, og der er en understrøm af både frustration og håb i deres udtryk. Split lægger vægt på autenticitet og emotionel tyngde. Der er intet poleret eller indpakket her; det er ærligt og direkte.

Deres koncerter er præget af høj intensitet, tæt kontakt med publikum og en insisterende energi, der gør det svært at stå stille. Bandet optræder med en kompromisløs tilstedeværelse, og deres shows er mere end blot musik. Det er et kollektivt udbrud, hvor publikum forventes at deltage aktivt. 

Hvis du er til klassisk hardcore, der alligevel har et ungt og moderne tvist, så kan du med fordel lægge vejen forbi bandets koncert på Copenhagen Metal Fest. Er du også til bands som Knocked Loose, Rot Away og Eyes, så vil du ikke gå galt i byen med Split.