Speedslut

Skal det gå hurtigt og være slutty? Så skal du se Speedslut! De fire friske gutter fra Aalborg ligner alle forskellige variationer af Billy fra Stranger Things, og på scenen genopliver de musikken fra seriens periode, nemlig 70’ernes og 80’ernes speedmetal. De er et dugfrisk band fra 2023 med en ditto fersk debut-EP fra 2025, “Ferocity Of Steel”. Samme år som EP’ens udgivelse blev de anden runner-up til titlen som ‘Årets Danske Håb’, og man bliver da også håbefuld for det unge bands fremtid ved at høre deres guitarers spadestik ned i retrometallens fortid.

Så skynd dig at blinke over i overhalingsbanen, når Speedsluts firhjulstrækkende guitarfræs omdanner cirkelpitten til Ringparkens racerbane og spreder en brændt dunst af afsvedte skosåler i salen.