Da det Roskildebaserede heavy metal-band Pectora udgav deres debutalbum, Untaken, i 2019, var det til store roser i både den danske og den udenlandske presse. Metalized gav 9/10, mens Heavymetal.dk skrev ”gang på gang leveres riffs, grooves og dobbeltguitar af højeste klasse” og kvitterede med 8/10. Straks efter udgivelsen stak gruppen på turné i Sverige, Tyskland, Holland og England som support for bl.a. Screamer (SE), Them (US) og Tygers Of Pan Tang (UK). Pectora spillede også til den store Copenhell warm up i Pumpehuset, til Aalborg Rock- og Metalfestival inden den store finale på et udsolgt Gimle i hjembyen Roskilde. Bandet fik i begyndelsen af 2020 en ny sanger, Philip Butler fra Encyrcle, udgav EP’en The Solitary Tapes i 2021, og netop som vi skriver 2022, er de i fuld gang med arbejdet på deres andet album. Så mon ikke vi får noget nyt materiale serveret, når Pectora giver den op for den traditionelle metal på Copenhagen Metal Fest 2022?