
Post-hardcore-trioen fra Aalborg har på ganske kort tid gjort sig positivt bemærket i Danmark. Det skyldes blandt andet deres yderst intense og nærværende koncerter, som kan gøre enhver punk/hardcore-elsker glad i låget. Lydmæssigt læner de sig op ad bands som Birds In Row, Boysetsfire, Touché Amoré, men alligevel med et mere punket udtryk end disse. Sidste år udgav de deres debutalbum, “Moments, Movements”, som blev positivt modtaget. De har også været meget aktive på koncertfronten, hvor de blandt andet har spillet på Spot Festival og på When Copenhell Freezes Over sidste år, og de har varmet op for bands som Cancer Bats og Zeal og Ardor. I år har de landet en booking til Roskilde Festival. Det er derfor på mange måder en kæmpe fornøjelse at kunne præsentere Omsorg for første gang på Copenhagen Metal Fest. I kan se frem til en optræden med fuld energi, sang, råb og skrig, hvor der virkelig bliver mulighed for at få sat krop og stemmebåndet i gang.