
Du behøver ikke at være i tvivl. Navnet lyder som en omgang jysk dødsmetal, og det er lige, hvad det er. De unge gutter fra Silkeborg adskiller sig med deres alder, og hvordan de tager ungdommens energi med ind i deres dødsmetal. Alle dem med slidte battleveste, som har smagt lidt for mange fadøl i deres liv, skal forberede sig på at blive blæst helt bagover og miste pusten. Nakkeknækker kommer til at vælte scenen med deres ungdommelige energieksplosion. 2022 blev bandets gennembrudsår, hvor de blev signet på Backbeat Music, som blandt andre har Baest under vingerne. Sidste år spillede de på Copenhell Metal Cruise og var på tour med Baest og Dawn of Demise. I år fortsætter de ufortrødent, hvor de blandt andet har kunne opleves på When Copenhell Freezes Over og som support for Hatesphere. Du møder derfor nogle unge knægte i topform, som nok også har lidt ny musik, de vil vise frem. Det bliver ungt og tungt.