Lipid

Thrash-kvartetten Lipid er ikke et nyt bekendtskab på Copenhagen Metal Fest. I 2022 var de nemlig et herligt indspark, da de splittede stakkels Beta til atomer med et højintenst og solidt show. Bandets Bay Area-vibes var så stærke, at man for en stund slet ikke kunne forestille sig, at de i virkeligheden kommer fra Vejle. Men det gør de, og de skal bestemt ikke undervurderes.

På seneste album, The Perfect Killing Machine, viste Lipid, at de har hørt godt efter, da de gik i thrash-skole. Inspirationen fra Testament og danske Artillery er ikke til at tage fejl af, i det de mestrer de lange riffstærke introer og de ørehængende hooks. Og når de så tilmed har samme fest- og ballade-energi som Municipal Waste og Exodus, når de står på en scene, er det jo bare endnu et plus.

Fans af god gammeldags thrash med masser af fræs, høj energi og riffs, der giver lyst til at smadre farmors porcelæn, bør ikke gå glip af Lipid, når de rammer Copenhagen Metal Fest endnu en gang. Der er simpelthen mødepligt.