
Vi glade for at kunne præsentere ingen ringere end mørkets mestre, Lamentari, som hovednavnet til vores temadag. Det københavnske symfoniske black metal-band har for nylig udgivet deres første fulde album, “Ex Umbra In Lucem”, som har modtaget en del roser allerede. I forbindelse med albummets udgivelse spillede bandet tre releasekoncerter, hvoraf den sidste var på et propfyldt Hotel Cecil, og stemningen rakte langt udover lokalets fire vægge. Bandet leverede også en helt uforglemmelig koncert på Copenhell sidste år, hvor Heavymetal.dk‘s anmelder skrev “… Lamentari er blandt landets allerbedst spillende livebands”. Det er noget, bandet har stadfæstet gang på gang, når de har spredt et altopslugende mørke til deres musiske messer. Så drag med til messen på den kulsorte torsdag, hvor grandiose takter og fagter vil være i højsædet serveret med et kæmpeorkestreret lydtæppe og personage, der udfører messen med fuld intensitet og nerve. Vi vil blive overraskede, hvis ikke alle tilstedeværende efter showet har overgivet sig til Lamentari-kulten, for i mørket vil Lamentari altid sejre.