HIRAKI

Hiraki kan kaldes mange ting. Spørger man dem selv, er de en støjende trio, der udøver en aggressiv variant af progressiv synthpunk. Spørger man os, er det lyden af dommedag, den ubehagelige sandhed serveret råt for usødet, og et yderst interessant bekendtskab. For selvom de bevæger sig i et savtakket landskab af elektroniske lammere, mellemgulvsvibrerende metal og en forkærlighed for tørre tæsk på vers, er der også plads til samarbejder med kunstnere, som opererer under mere følelsesladede betingelser.

Fra kafkask individualisme på debuten Modern Genes fra 2017 til et favntag med melankoli i selskab med Meejah i 2026, hersker der ingen tvivl om, at bandet ubesværet spænder bredt. Og med efterhånden mange års erfaring med at stå på både danske og internationale scener, er der ingen tvivl om, at Hiraki kommer til at spille Copenhagen Metal Fest i knæ.