De unge gutter i aarhusianske Guttural Disgorge leverer kompromisløs slam/brutal death metal, hvor nedstemte chug-riffs, dybe, gutturale vokaler og kontante breakdowns skaber en voldsom intensitet. Hypen omkring bandet er stor, og deres debutudgivelse fra 2025, First Degree Murder, fik gode anmeldelser og hele ni kranier hos heavymetal.dk. Samtidig med at musikken er tung, så er humoren høj og æstetikken klar med de meget billedlige sangtitler, der kendetegner gruppens univers. Hvis du følger bandet på de sociale medier, ved du også, at de ikke er bange for at tage tykt pis på dem selv og den genre, de spiller. Hvem drømmer for eksempel ikke om at få et lyserødt valentinskort, som gutterne har kreeret, med teksten Elbow Deep Anal Fisting?
Hvis du skal have rusket dit sind og legeme godt igennem og er klar til at synge med på numre som ”Chainsaw Masturbation”, ”Trailer Park Footjob” eller ”Hungry For Horse Cum”, så må du ikke gå glip af Guttural Disgorge på årets festival.

