Aarhusianske Grope bliver gendannet til Copenhagen Metal Fest! Tilbage i 90’erne opnåede de stor anerkendelse i Danmark og blev kaldt for Danmarks svar på Pantera grundet deres tidlige materiale, der var en blanding af thrash og groove metal. De udviklede sig med tiden til at dyrke det mere stenede og rockede.
Måske kender du ikke Grope, men du kender sikkert nogle af bandmedlemmerne eller de projekter, de ellers har været en del af. Der er Tue Madsen, musikproduceren, der har produceret for diverse prominente bands inden for metalgenren, Anders Gyldenøhr, der har siddet bag tønderne i Hatesphere, samt Tomas Koefoed, der også slår sine folder som bassist i Mesic.
Gruppen nåede at udgive fem skiver i perioden fra 1994 til 2003, hvorefter de gik hver til sit for at fokusere på andre projekter. Men nu, efter 22 år, er de tilbage, og du har mulighed for at opleve en unik koncert med bandet på årets festival! Det er indtil videre den eneste koncert, som bandet giver på dansk grund i 2025. Så det er en mulighed, man simpelthen ikke må gå glip af – slet ikke hvis du er til bands som Pantera, Machine Head eller Konkhra.