I Forever Stills helt unikke crossover-univers af hardrock, postrock og melodisk metal fodres man med sublime hooks, stærke riffs og dragende melodier. Da bandet bragede frem på den helt store scene i 2016 med debuten Tied Down, var der primært tale om hardrock med en lettere indadskuende og personlig sjælesøgen. Men på opfølgeren fra 2019, Breathe In Colours, var blikket vendt udad og musikken opgraderet med flere spændende elementer. Inspireret af dystopiske cyberpunkuniverser som Blade Runner og den japanske animé Akira, der begge foregår i 2019, kom musikken til udtryk på en støvet, elektronisk facon, mens tematikken var en søgen efter mening i en verden på vej mod afgrunden: Hvordan finder vi håb for fremtiden, når klima, international politik og personlige relationer konstant udfordres af en upersonlig digital virkelighed?

 

Bandet med den fabelagtige Maja Shining i front og multiinstrumentalisten Mikkel Haastrup på bas har turneret med blandt andre Lacuna Coil og Children Of Bodom, og vi kan godt løfte sløret for, at de på årets Copenhagen Metal Fest lover publikum et ganske unikt show.