Ferocity er en nordjysk legende, en instans, en usleben diamant, om man vil. Bandet startede i 1995 og har været på lidt af en rejse siden. Efter et væld af demoer i starten af 00’erne udkom bandets debut, ”Cocoon of Denial”, i 2009. Efterfølgeren, ”The Sovereign”, udkom i 2013, og der skulle gå hele syv år, før vi så blev velsignet med ”The Hegemon”. Denne skive, og Ferocity, blev af Heavymetal.dk beskrevet som:

Ferocity opfinder på ingen måde death metal-hjulet på ny med The Hegemon, men meget mindre kan også gøre det. Fra start til slut er pladen fokuseret, skarptskåret og fedtfri. Der er ingen dikkedarer, alt er gennemarbejdet, og der er ikke et overflødigt sekund.

Det er netop dette som Ferocity er; ufortrøden god gammeldags dødsmetal, præcis som vi kan lide det, og de kommer stensikkert til at skabe en fest på Copenhagen Metal Fest.