Københavnske Être kender du muligvis også under navnet South Harbour. Efter tilføjelsen af sangerinde Freja Ordell og bassist Axel Ming har bandet imidlertid skiftet navn. Être spiller solid, melodiøs progressiv metal tilsat en smule metalcore og post-rock, alt sammen godt krydret med guitarsoloer af guitaristerne Alexander Varslev og Kristian Hejlskov. Bandet har for nylig udgivet den første ep i en planlagt trilogi. Heavymetal.dk skrev om udgivelsen: ”Er du til progressiv – eller måske bare melodisk og stemningsfuld – metal, må du således ikke snyde dig selv for ÊTREs debut-ep, I: Human. Der er masser af gode øjeblikke, en gedigen produktion og i det hele taget nogle numre, som viser et godt potentiale for det relativt nystartede band”.