Dawn of Demise

Det silkeborgensiske dødsmetalband Dawn of Demise lægger vejen forbi Copenhagen Metal Festival i 2025. Det er bandets første koncert på festivalen, og det skal nok blive et brag af en omgang! Det er yderst rutinerede kræfter, man kan opleve på holdet. Bandet har eksisteret i over 20 år og har utallige udgivelser bag sig. Deres seneste skive, ”Into the Depths of Veracity” fra 2019, sendte Heavymetal.dk hele 8 kranier efter.

Dawn of Demise spiller dødsmetal med dødsmetal på, og så lige krydret med lidt ekstra død. Der er i bedste stil masser af blastbeats, huggende riffs, ondsindet grynten og hæse råb på vokalsiden. Det er svært ikke at nikke med nakken og lave en mindre hjernerystelse på sig selv, når først der åbnes op for sluserne, og bandets lyd kommer ud af højtalerne. Er du en klassisk dødsmetaltype og til bands som Dying Fetus, Illdisposed eller Baest, må du ikke gå glip af denne oplevelse!