Nordjyderne i Chronicle er inspirerede af mangt og meget. De har derfor forsøgt at kombinere elementer fra forskellige metalgenrer, og lytter man til deres seneste værk, Demonology, må man konstatere, at de er sluppet godt fra det.

Bandet har formået at lave et glimrende mix af thrash, black, og melodisk death metal, og koncertgængerne til Copenhagen Metal Fest kan derfor godt allerede nu begynde at glæde sig til en varieret omgang death metal af den fineste skuffe. Chronicle leverer nemlig så kompetent, veludført, brutalt og melodisk metal, at selv Black Dahlia Murder ville spidse ører, hvis de var blandt publikum.