Hatesphere

Københavnske Archangel er stille og roligt ved at have etableret sig på den danske scene med deres udgave af horror-punk, som er dybt inspireret af bands som Misfits og Type O Negative. Selve musikken er derfor med god fart over feltet og ørehængende sangskriveri, hvor det er svært at stå stille til fængende melodier, som leveres med ikoniske omkvæd, der kan råbes med på. Bandet tropper altid op i bar overkrop og smurt ind i, hvad der ligner blod, og leverer musikken med nærvær og gerne ansigt til ansigt med publikum. Bandet beviste med deres seneste album, “Total Dark Sublime” fra 2023, at de har ufatteligt godt styr på sangskriveriet efterhånden, og pladen har absolut gjort dem positivt bemærket ved danske bookere. Det har resulteret i, at de i år har været at finde på When Copenhell Freezes Over, Metal Magic Festival og nu på CMF. Derfor kommer horrorkøbenhavnerne brandvarme ind til deres debut på festivalen, så kig forbi til en koncert, hvor stemningen kommer til at række langt udover koncertsalen.